Jeg retter opmærksomheden indad...
Mit indre er i kaos, jeg føler mig hudløs, nøgen og skrøbelig. Jeg er blevet set, jeg er blevet rørt. Han så mig, tændte mig og rørte mig, han lukkede mig op, og jeg så mig selv. Der inde i dybet fandt jeg en lille usikker og trist pige, en lille og usikker pige, der er så usikker på sit eget værd, at det gør ondt. Så jeg øver mig i at elske mig selv, øver mig i at tro på, at jeg er værd at elske, - også selv om han ikke elsker mig... Jeg ER elsket, men ham der elsker mig, ser mig ikke som han gjorde, men han ser mig, bare anderledes. Det ER trygt at være elsket... Jeg savner ham, je

pis...
Kaos... fylder mit indre. Kan ikke kende mig selv, kan ikke finde mig selv... og dog så er jeg jo lige her... prøver at holde sammen på mig selv, prøver at finde hoved og hale. Prøver at finde kernen, sandhenden om mig. Intet er hvad det ser ud til, alt har flere lag...

...
Jeg tænker altså er jeg... men jeg synes ikke det er let. Det er der omvendt heller aldrig nogen der har lovet mig, og jeg ved at jeg kommer stærkere ud på den anden side.

Skrællet...
Under skællen er vi alle nøgne... inden i os alle er en kerne... nogen gange gør det ondt at finde ind til den, nogen gange er den svær at finde... Nogen gange er kernen bare en lille pige der gerne vil ses og elskes for den hun er og ikke for det hun gør...Nogen gange har den lille pige fået så mange knubs på sin vej, at hun skærmer sin kerne så godt, at hun ikke længere selv kan mærke den... Hun har skærmet og pleaset så meget at hun har mistet sig selv. Nøgen og ude af stand til at mærke hvem hun er og hvad hun vil... men dog nøgen - uden skæl.